Hvad er DGNB? Hvorfor bygge DGNB certificeret byggeri? Hvad
betyder DGNB for en materialeleverandør?
Det var bare nogle af de spørgsmål der
blev taget op i dag, da jeg var et smut til fyraftensmøde på Tech College
Aalborg, selvfølgelig for at repræsentere ISOVER A/S.
Mødet skulle fungere som en salgstalefor en ny række kurser
som Tech College Aalborg vil udbyde for at klæde håndværkere og entreprenører
på til at lave fremtidens DGNB byggeri. Man havde, blandt andet, inviteret Niels Sloth fra Region Nordjylland til at fortælle om, hvorfor de udbyder deres byggerier som DGNB-byggerier.
Jeg synes det er ganske interessant, at Region Nordjylland
virkelig har taget DGNB til sig. Det betyder at der er nogle store byggerier i
Nordjylland, som bliver pålagt at skulle certificeres, og hvis man som håndværker
vil være med i disse projekter, så bliver man nødt til at være med på
DGNB-beatet. Men det betyder også, at hvis man som materialeproducent vil blive
taget i betragtning til at levere materialer til disse projekter, så er det
vigtigt at man får styr på hvad DGNB er, hvor ens produkter har en fordel og
lige så vigtigt, at man har den dokumentation, som bygherren kan kræve for
produkterne, eksempelvis miljøvaredeklarationer.
Dokumentation er et nøgleord, og jeg tror på sigt, at det
får en betydning for hvem der får opgaverne på DGNB byggerier. Man kan
forestille sig, at en entreprenør eller håndværker der byder ind med en laveste
pris, kan blive valgt fra, fordi han har budt ind med materialer, der ikke er
kompatible med DGNB byggeri, eller sagt på en grov måde: ikke er gode nok til
DGNB byggeri.
Det bliver noget af en kamel at sluge for nogle virksomheder,
at spillereglerne ændres, så prisen måske ikke længere er den afgørende faktor
for, om man får en opgave. Men efter min mening, er det bare godt, fordi det kan
bringe mere kvalitet i bygningerne. Både gennem materialevalg, men også gennem
de krav der stilles til opgavernes udførelse og det team der skal udføre det.
Lad os se hvad fremtiden bringer, jeg tror det bliver
spændende!